Open menu
28 Oct 2021

Mød borgerpanelernes deltagere: Berfin, Tyskland

Image
Citizens panel 1 - group photo

Ved Det Europæiske Ungdomsarrangement (EYE) mødtes EYE-redaktionen med nogle af deltagerne i "borgerpanelerne" ved konferencen om Europas fremtid. Under konferencen udtrykker fire borgerpaneler, som hver især består af 200 tilfældigt udvalgte borgere, deres mening om de udfordringer, som Europa står over for.

Berfin Turan er studerende i Heidelberg i Tyskland. Hun deltager i et panel, der drøfter emner som økonomi, social retfærdighed, beskæftigelse, uddannelse, ungdom, kultur og idræt. Indtil videre har panelet tilbragt en weekend sammen i Strasbourg. Berfin har før været politisk engageret, men borgerpanelet var hendes første oplevelse med EU-politik. Juuso Järviniemi bad hende om at fortælle, hvilke indtryk og tanker hun har haft.

 

 

 

Hvad er dit indtryk indtil videre efter det første møde i borgerpanelet?

Mit første indtryk var, at det var meget vigtigt, og at det, vi laver, rent faktisk betyder noget. I starten tænkte jeg, at "nu skal vi bare have en sjov weekend i Strasbourg og tale om politik", men så blev jeg klar over, hvor meget arbejde der bliver lagt i det.

Vi talte meget om uddannelse i min gruppe, og også om sprog. Jeg var af den opfattelse, at alle i Europa bør kunne tale engelsk, så vi kan kommunikere med hinanden, men det var ikke alle, der var enige i det. Det var et ret stort emne i min gruppe.

Vi talte også om skattely som f.eks. Luxembourg. Det er ikke ret solidarisk af dem at have disse særlige skatteregler.

Hvilke ting kunne du godt tænke dig at ændre i Europa?

Skattelyene er én ting: Det føles, som om Luxembourg tager vores penge. Jeg mener, at der bør være en eller anden form for ensartet skat, f.eks. for globale giganter som Google og Netflix. Med hensyn til uddannelse mener jeg som sagt, at alle bør kunne tale engelsk. Hvis du rejser til Italien, og du ikke kan tale med folk og komme i kontakt med dem, selv om vi er en del af den samme union, er det et stort problem.

En anden ting i forhold til uddannelse er, at vi i Tyskland har et program, der giver penge til studerende, så de har råd til at gå i skole eller tage en universitetsuddannelse. Med hensyn til social retfærdighed mener jeg, at alle bør have mulighed for at tage en universitetsuddannelse. Måske bør der være et EU-program, der gør det muligt.

Hvilke forventninger har du til borgerpanelets næste møder?

At det bliver hårdt igen!

Vi skal til Dublin, og før det har vi et onlinemøde. Efter det første panel er min opfattelse, at folk har en masse idéer, som de gerne vil ud med. Diskussionerne kan derfor godt blive lidt mere ophedede, når alle mener, at deres emne bør tages op.

Havde du under det første møde mulighed for at lære nogle af de andre deltagere at kende?

Jeg mødte nogle stykker, som jeg glæder mig til at se igen. Det var også fedt at møde folk i forskellige aldre. Det var interessant, fordi vi står i meget forskellige situationer: Der var studerende, men også folk, som allerede er nået ret langt i deres karriere. De unge hang som regel ud med hinanden, og folk tilbragte også tid med andre fra deres eget land.

Hvordan var det at komme til EYE efter at have deltaget i et borgerpanel?

Jeg er meget glad for at have fået den oplevelse. Under EYE har jeg haft mulighed for at lære en masse nyt i stedet for bare at give udtryk for min egen holdning, som det var tilfældet i borgerpanelet. Jeg deltog for eksempel i paneler om bæredygtighed: Jeg forsøger at leve bæredygtigt i hverdagen, men der er stadig så meget, jeg gerne vil lære.

Hvad vil du gerne have, at der sker efter konferencen?

Jeg vil i hvert fald gerne have, at resultaterne bliver taget seriøst, og at EU viser, at de ikke bare gør det her for syns skyld. Jeg deltager, fordi det betyder noget for mig. Så hvis de bare holder resultaterne af konferencen for sig selv, og vi er nødt til at vente 50 år mere på, at der sker noget, vil jeg miste håbet en smule.

Jeg håber også, at de afholder arrangementet igen. Ikke nødvendigvis med mig personligt, men jeg håber virkelig, at der kommer en ny konference om måske to eller tre år. Og så kunne det også være rart at få en oversigt over, hvad der er blevet gjort i de tre år, der er gået siden den seneste konference. For jeg mener, at tre år bør være nok til i det mindste at gøre et eller andet. Selv om alt endnu ikke er blevet gjort, bør de i det mindste være i stand til at kunne sige: "Her er, hvad vi har gjort indtil videre".

 

En tredjedel af borgerpanelets medlemmer er unge i alderen 16-25 år. Du kan læse mere om borgerpanelerne på den officielle onlineplatform for konferencen om Europas fremtid.

Fra maj til oktober hørte Europa-Parlamentet unge mennesker i forbindelse med konferencen om Europas fremtid. Læs Youth Ideas-rapporten med de 20 bedste idéer fra disse høringer. Du kan læse om mange flere ungdomsidéer på search.youthideas.eu

Hvis du gerne vil have, at din stemme bliver hørt, eller gerne vil se, hvilke ønsker andre har for Europas fremtid, så tjek hjemmesiden futureu.europa.eu.