Open menu
28 Oct 2021

Mød borgerpanelernes deltagere: Paul på 16 år fra Rumænien

Image
Citizens panel - photo in the Hemicycle

Ved Det Europæiske Ungdomsarrangement (EYE) mødtes EYE-redaktionen med deltagere i "borgerpaneler" ved konferencen om Europas fremtid. Under konferencen vil fire borgerpaneler, som hver især består af 200 tilfældigt udvalgte borgere med forskellige baggrunde og fra forskellige aldersgrupper, udtrykke deres mening om de udfordringer, som Europa står over for. 

 

 

 

Paul Bobirc er en af disse borgere. Han er en 16-årig gymnasieelev fra Bukarest i Rumænien, som elsker basketball. Mens EYE var i fuld gang, satte Victoria Becker og Juuso Järviniemi sig ned sammen med ham for at høre om, hvad han havde fået ud af at deltage i borgerpanelerne.

"Det er virkelig godt for mig at være med her. Jeg kan komme her og være talerør for dem, der ikke har haft mulighed for at tale om de ting, de gerne vil ændre," siger Paul. "Her kan vi presse politikerne og endelig få dem til at handle. Jeg synes virkelig, at det er en rigtig god mulighed."

Paul mener ikke, at uddannelsessystemet i Rumænien giver folk den viden om sociale og politiske anliggender, som de har brug for. "Vi siger alle sammen bare, at politikerne er korrupte, og at de er den eneste grund til, at Rumænien falder fra hinanden. Men vi lærer ikke nok om, hvad der rent faktisk foregår. Af alle de ting, der skal ændres i vores land, er uddannelsessystemet det vigtigste. Og det kan næsten kun gå for langsomt."

Paul bemærker, at han selv stadig har meget at lære, men han har en klar holdning til, hvad der kan ændres:

Alle har ret til rent faktisk at lære noget. Alle har ret til at lære om politik, om økonomi og om, hvad der foregår i parlamentet. For det er der ikke ret mange, der taler om!" lyder det fra gymnasieeleven.

På spørgsmålet om, hvordan hans ideelle læseplan ville se ud, svarer han, at skolerne bør undervise i færdigheder, der kan bruges i det virkelige liv, og at undervisningen bør være mere interaktiv. Skolen bør være et sted, hvor man kan blive inspireret og motiveret af de nye muligheder, der åbner sig, fortsætter han.

"Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lære, hvordan jeg kan gøre mine drømme til virkelighed. Der skal være mere om at drive virksomhed, om økonomi og om effekten af at tale til offentligheden." Skolerne kan også give eleverne praktisk undervisning i, hvordan man håndterer nogle af de farlige situationer, som man kan komme ud for i livet, siger Paul.

Han nævner en imponerende lang liste over emner, der drøftes i hans borgerpanel: uddannelse, ungdom, idræt, digital omstilling og landbrug, for blot at nævne nogle få.

Den digitale omstilling var et af hans favoritemner. Hvorfor? Fordi det er vigtigt for hans generation. "Jeg talte om den digitale omstilling og om digital mobning, og folk så virkelig på mig og bifaldt mine ord." Paul forklarer, at han følte sig forstået, og – måske endnu vigtigere – at han blev taget alvorligt.

Da han kom til Strasbourg til Det Europæiske Ungdomsarrangement, mødte han nogle velkendte ansigter fra sit borgerpanel. "De kunne huske mig og sagde ting som 'du er ham, der talte i det store lokale'. Det er ret vildt, wow, at folk kan huske mig efter en hel måned," siger han med stolthed i stemmen. På spørgsmålet om, hvad han vil gøre, når han vender hjem, svarer Paul, at han gerne vil dele sine erfaringer med andre unge rumænere og overtale dem til at deltage mere aktivt i det politiske liv.

 

 

En tredjedel af borgerpanelets medlemmer er unge i alderen 16-25 år. Du kan læse mere om borgerpanelerne på den officielle onlineplatform for konferencen om Europas fremtid.

Fra maj til oktober hørte Europa-Parlamentet unge mennesker i forbindelse med konferencen om Europas fremtid. Læs Youth Ideas-rapporten med de 20 bedste idéer fra disse høringer. Du kan læse om mange flere ungdomsidéer på search.youthideas.eu

Hvis du gerne vil have, at din stemme bliver hørt, eller gerne vil se, hvilke ønsker andre har for Europas fremtid, så tjek hjemmesiden futureu.europa.eu.